torsdag den 31. august 2017

Farvelæg efter instrumenter

Kan downloades her!
Jeg har i dag lavet endnu en af mine "Farvelæg efter instrumenter" - tegninger og selvom jeg ikke er den store tegner, så synes jeg, at den er blevet okay. Det er jo ret enkelt og jeg håber I får ligeså meget hygge med den, som vi har haft herhjemme. Det er i hvert fald en oplagt mulighed for at lægge dagens travlhed fra sig og fokusere på den hyggelige stund med børnene. Undervejs kan I også tale om de forskellige instrumenter og om, hvordan man spiller på dem.

Som I måske har bemærket, er de opgaver, jeg lægger ud på bloggen nu til salg via hjemmesiden. Jeg håber på Jeres forståelse for, at opgaverne ikke er gratis længere - jeg synes dog, de er meget billige (6,95 for denne opgave). Jeg fortsætter med at lægge gratis ting op i form af filmklip, historier, anmeldelser og andet godt.

Hvis I vil være sikre på, fortsat at kunne downloade opgaver gratis, så er der mulighed for at melde sig ind i GENKLANGE. Se mere her!

God fornøjelse :-)

mandag den 21. august 2017



Familien Henriksen (en af vores anmelder familier) har fået og prøvet spillet Rytmetoget. Læs her hvad de synes:

Vi modtog og spillede kortspillet Rytmetoget. Selve spillet består af en række farverige kort med rytmer og noder på, samt en vejledning på dansk. Desuden er der kort med hekse/vagabonder/tyveknægte på, der skal bruges til at bytte/stjæle kort med. 

Der er fem spilvarianter og i skrivende stund er kun de to af dem afprøvet, da de andre tre er lidt for avancerede til mine pigers alder. Desuden vil jeg mene at man selv skal have nodekendskab for at få mest muligt ud af spillet. Mine to piger er henholdsvis 6 og 3 år. Vi har prøvet at spille spillet som billedlotteri og som rytmetog. Billedlotteri, havde de begge ret godt styr på og det lykkedes dem at holde koncentrationen om det i lang tid, hvor vi samtidig fik klappet rytmer og talt om noderne. 

Dog fik vi vist taget lidt for mange kort i brug, så det blev til et ret langt spil billedlotteri. Rytmetoget, var lidt mere krævende i både forklaring og udførelse. Den mindste på tre forstod ikke reglerne og skulle hjælpes meget i hele spillet, for at spille med og holde koncentrationen. Min datter på 6 år syntes det var sjovt at man måtte stjæle vogne fra hinanden, og var nysgerrig på nodetermer, rytmer og hvordan det hele hang sammen. Alt i alt er spillet et hit herhjemme og med lidt mere træning kan vi efterhånden spille de andre varianter også. På den måde er det et spil der kan bruges i lang tid, og som hele tiden kan hjælpe til at genopfriske og vedligeholde nodekendskab og rytmeforståelse.



torsdag den 17. august 2017

Tak til Gentofte Kommune



Vi takker Gentofte Kommune for igen i år, at støtte Genklange og vores aktiviteter. Med denne støtte kan vi forsat tilbyde klassiske koncerter på Gentofte Hovedbibliotek samt de mange projekter, vi deltager i. Vi takker for uundværlig støtte!

mandag den 7. august 2017

Mød Hubert - Violinisten fra Ungarn

Kender I Hubert?

Kender I violinisten Hubert, der bor i Genklanges butik i Gentofte? Nogle af jer har måske set eller endda hilst på ham til nogle af Genklanges koncerter og workshops? Hvis I endnu ikke har mødt herlige Hubert, så får I masser af chancer, for han er med til de fleste af Genklanges koncerter og workshops. I skal bare kigge godt efter, så finder I ham ellers kan I altid prøve at kalde på ham. Han plejer nemlig altid at svare.

Da Hubert mødte Gabriella
Hubert er gademusikant og spiller så ofte som han kan på Strøget i København, altså når han ikke lige er med til koncerter, workshops eller har travlt med andet i Genklanges butik. En dag hørte Gabriella ham spille og synes det lød så smuk, at hun simpelthen måtte høre noget mere, så hun satte sig på en bænk og nød hans violinspil. Da han holdt pause kom han og satte sig hos hende og så faldt de hurtigt i snak om alt det de har til fælles; børn, musik, violin og meget mere. Faktisk blev Hubert så begejstret for alt det Gabriella fortalte, at han spurgte om han ikke måtte komme med til nogle af Genklanges koncerter og workshops.

Hubert læser
Hubert flytter ind
Da vi flyttede ind i Genklanges butik i Hellerup, dukkede Hubert pludselig op og spurgte om vi skulle bruge noget hjælp. Og hjælp kan man jo altid bruge, så vi satte ham straks i gang med at slå søm i væggen og tælle varer. Hubert passer faktisk butikken, når vi ikke selv kan være der, så holder han øje med alle instrumenterne, dukkerne, bamserne og alt det andet. Når vi får gæster i butikken, så er det Hubert som sørger for, at her er pænt og ryddeligt. Han sørger også for, at Gabriella husker alle de ting og instrumenter, hun har med ude til workshops og koncerter. 

Huberts historie
Hubert er født og opvokset i Ungarn, hvor faren var cellist i operaen og moren syede teaterkostumer. Hubert var fem år, da faren første gang tog ham med til en violintime og siden da finder man altid en violin i nærheden af Hubert. Men det var ikke første gang Hubert stiftede bekendtskab med musikken, det gjorde han allerede som nyfødt; forældrene havde nemlig ikke råd til en vugge, så Hubert sov de første to år i farens cellokasse. Ofte fik han også lov til at komme med faren til orkesterprøver i operaen og det var noget af det bedste Hubert kendte til, så kunne han nemlig sidde og drømme sig væk til musikken. 

Da Hubert blev gammel nok kom han i skole, han kunne bedst lide musiktimerne og matematik. Nåh ja og naturligvis de mange frikvarterer, hvor han legede med sine venner. Efter skolen gik Hubert på musikkonservatoriet i Ungarn, det er der hvor voksne lærer at blive endnu bedre til at spille og nogle til at undervise. Her uddannede han sig til violinlærer og fik en masse dejlige venner. Han mødte også sin kone som han forelskede sig meget i, hun sang nemlig så smukt, og altid når Hubert bad om det. Sammen fik de fire børn; tre drenge og en lille pige. De er dog alle voksne i dag og flyttet hjemmefra, og har selv fået børn, som Hubert besøger så ofte han kan. 

Hubert elsker musik
Hubert med Carl Nielsen
Hubert er ikke helt ung mere. Han er faktisk 84 år gammel, så af og til kan han godt blive træt og have brug for lidt ro. Så plejer han at finde en god gynge- eller lænestol, som han sætter sig godt til rette i og tænder for noget musik. For Hubert elsker musik, al slags musik, men mest af alt elsker han klassisk musik. Når han hører den Doppler (to komponistbrødre fra Ungarn), så minder det ham om tiden med sin far i operaen. Når han hører Schubert, så drømmer han om dengang han dansede med sin kone. Når han hører Mozart, så minder det ham om alle de skønne minder han har om sine børn. Hubert er glad for rigtig mange forskellige komponister, men hans yndlingskomponister er uden tvivl Vivaldi og Paganini. 

Bliv ven med Hubert
Hubert sover med sin violin

Det er let at blive venner med Hubert, man kan bare hilse på. Han plejer at være meget snakkeglad og fortæller gerne historier. Men husk altid at have noget gullasch klar til ham om fredagen, for gullasch er Huberts yndlingsret – selvom han fortrækker risengrød i julen. 

I må ikke sige det til nogen, men faktisk snorker Hubert en del, til gengæld er det meget let, at vække ham: Hvis du bare råber ”Jo Reggelt”, som betyder ”Godmorgen” på ungarsk, så vågner han brat igen. 

Hvis du vil gøre Hubert glad, så byd ham endelig op til dans. Selvom benene ikke kan så meget mere, så kan de dog stadig trampe i takt. Det gør han så, mens han griner højt og nyder musikken. 

Følg Hubert
Hubert er som oftest med ude til Genklange koncerter og workshops, så I vil have masser af mulighed for at møde vores søde ven. Når du ser ham, så gå endelig over og hils på ham. Så bliver han så glad. For fremtiden vil du også kunne følge med i Huberts eventyr. Han glæder sig meget til, at have jer med. Du vil også snart kunne finde Huberts Playliste på Spotify, her kan du lytte til nogle af Huberts yndlingsmusikstykker og også nogle af dem I har hørt til koncerter og workshops. 

onsdag den 24. maj 2017

Mød vores anmelder familier


Mød vores to nye anmelder familier, som sammen med os vil teste, afprøve og anmelde produkter her på bloggen.





Familien Pejl-Hansen er fra Brede i Lyngby og består af mor Lene, far Ivan og tvillingerne Emil og Johanne der er fire år. De bruger deres fritid i naturen, på cyklerne og nyder generelt at hygge med sang og musik. Ingen i familien spiller på et instrument, men de
nyder alle arrangementer og koncerter i Genklange.



Familien Henriksen er fra Stenløse og består af mor Maria og søstrene Hannah på seks år og Rebecca på snart 3 år. Maria kommer selv fra et hjem med klaver og har spillet blokfløjte og sunget i kor og er derudover uddannet musiklærer. Hanna og Rebecca er begge meget interesserede i musik og musiklege og de glæder sig til, at skulle anmelde produkter for os.



Vi håber I vil tage godt imod dem og hold endelige øje, når der er nye anmeldelser af produkter på bloggen.


onsdag den 10. maj 2017

Dejlig og varm salmebog for de mindste

I dag vil jeg anmelde, omtale og anbefale en skøn lille salmebog til børn: Godmorgen & Godnat - Salmer for de mindste. 

Der findes masser af dejlige salmer - vi kender en del af dem og synger dem til særlige lejligheder som for eksempel jul og påske. Men når det handler om hverdagen, er det mit indtryk, at salmerne ryger til fordel for sange og viser. Og det er synd, for der er så meget guld at hente i salmernes skattekiste - også selvom man måske ikke er den store kirkegænger. De danske salmebøger inviterer dog ikke til at sidde med børnene og synge salmerne, mens man kigger på billeder - men heldigvis er der andre muligheder. 

Jeg har fundet en dejlig bog, der hedder Godmorgen & Godnat - Salmer for de mindste, udgivet af Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag i 2011. Det er en bog med de typiske tykke papsider, der er lette for børnene at bladre i og den er fantasifuldt illustreret af Kamilla Wichmann, hvis varme streg og klare farver går lige i hjertet. Hver side overrasker med sjove detaljer og historier og giver en masse hyggeligt at tale med børnene om. Den gennemgående figur i bogen er en sød pingvin, der dukker op de sjoveste steder. På forsiden er pingvinen vågen på den øverste del af siden og sover på den nederste. På samme måde er bogen inddelt i morgensange og aftensange og hele farvespektret fra start til slut følger døgnets lys fra solopgangen røde farve til den mørkeblå nat. 

Denne sjove og hyggelig bog indeholder nogle af vores bedste salmer som “I Østen stiger Solen op”, “Nu Titte til Hinanden” og “Du som har tændt millioner af Stjerner”. og udover at være smukke salmer, så har vi her en del af Danmarks kulturhistorie, som er værd at bevare og huske. 

Flere af bogens sider er også gengivet som plakat, som farverigt kan pryde børneværelsets vægge. 

En af GENKLANGEs venner omtaler bogen således: 

"Godmorgen & Godnat - Salmer for de mindste" er en helt igennem skøn, lille bog! De tykke papsider og A5-formatet er perfekt til små børnehænder. Herhjemme har vi haft mange timers sjov med at bladre i bogen via de små forsidefaner, der hver især leder ind til en salme. Min søn elsker at lege "stop-salme": Mor giver bogen lyde ved at synge, så snart der bliver slået op på en salme (og der bliver ofte bladret hurtigt!). Andre gange er han i humør til fordybelse, og så læser vi de smukke tekster, nynner salmerne, og kigger på noderne og de fine illustrationer med drengen og pingvinen, der går igen i hele bogen. Bogen er slidt nu. Men sådan går det jo med ting, man holder ekstra meget af.”  Erickae Sommerhill

mandag den 24. april 2017

Musikopgave med instrumenter

Downloades her!
På denne regnfulde mandag, er der god mulighed for at sidde indenfor med en varm kop kakao/ kaffe eller te og hygge. Så hvorfor ikke bruge tiden på en lille sjov GENKLANGE-opgave sammen med børnene.

I dag har jeg lavet en lille opgave, der handler om instrumenter og det at kunne se detaljerne i disse instrumenter. På arket er der fotos af de hele instrumenter og ligeledes fotos af dele af disse instrumenter. Og så er det bare at finde ud af, hvilke små dele, der passer til hvilke instrumenter og sætte streg imellem disse. Det er oplagt samtidigt at tale med børnene om, hvad instrumenterne hedder, hvordan de ser ud og lyder og hvordan man spiller på dem.



God fornøjelse og rigtig god dag!